Kom igang med Kajak
Vores ro vand
Lynæs ligger perfekt med vand på tre sider, så vi har mulighed for at komme ud at ro, både når det er vindstille eller når der er lidt vind og bølger. Roer vi nordpå kommer vi til Hundested, Kikhavn eller Liseleje. Tager vi mod vest kan vi ro til Rørvig, Skansehage eller Korshage, mens vi mod øst kan ro til Sølager, Kulhuse eller Frederiksværk. Desuden er det med udgangspunkt i klubben oplagt at ro længere ture i Roskilde fjord og Isefjord eller Kattegat.
Hvem er vi?
Vi er omkring 70 aktive voksne kajakroere, som bruger klubfællesskabet og lokalområdet som udgangspunkt for sikre oplevelser til søs.
Lynæs Qajaq blev stiftet i 1994 på Lynæs havn. Klubben voksede støt igennem årene og behovet for bedre klublokaler og mere plads opstod. I 2017 fusionerede Lynæs Qajaq med Lynæs Sejl- og Kajakklub, hvorefter sejlere og kajakroere i fællesskab opførte bygningen, som rummer 72 kajakker.
Der er ingen børneinstruktører eller børnekajakker.
Vores aktiviteter
I sommersæsonen roer vi sammen mandage og torsdage kl. 18.00, enten i samlet flok eller i mindre grupper, alt efter ønske om tempo og distancer.
Når vandtemperaturen er 10 grader, er der også formiddagsroning, hvor man mødes kl. 9.30 for at drikke en kop kaffe med efterfølgende rotur.
Vi øver selvredning og makkerredning flere gange om året, for at vedligeholde vores teknik og fremme muligheden for at kunne redde os selv og hinanden.
Hvert år arrangerer vi weekendture og sommerture af en uges varighed. Vi læsser vores trailer med kajakkerne og kører ud i landet eller til Sverige for at opleve nyt vand.
I vinterhalvåret ror vi sammen lørdage kl. 10, hvis vejret tillader det. For at kunne ro om vinteren skal man opfylde visse krav jf. sikkerhedsbestemmelserne.
Kajakker
Vi har 10 klubkajakker, som kan benyttes af klubbens medlemmer. Brugere forventes at bidrage med vedligeholdelse af vores materiel.
Ønsker man en plads til sin private kajak kræver det medlemskab af Lynæs Sejl- og Kajakklub. Kajakpladser fordeles efter venteliste (der er aktuelt ledige pladser). Man betaler en årlig afgift for en kajakplads på 275,- kr. Se Kajakplads bestemmelser.
Ny kajakroer?
Vi byder velkommen til at fællesskab, hvor sikkerheden på vandet er udgangspunkt for gode oplevelser. For at kunne ro kajak i Lynæs Sejl- og Kajakklub skal man være frigivet kajakroer. Det betyder, at man skal have gennemført et godkendt havkajakkursus, eks. Havkajak1 eller EPP2. eller lignende. Derudover skal man som ny roer i klubben, ro 50 km. i lokalområdet med et erfarent medlem. Man skal opfylde betingelserne, som beskrevet i Sikkerhedsbestemmelser – klik her.
Man SKAL anvende og udfylde rokort, hver gang man er på vandet af hensyn til sikkerheden til søs. Redningsøvelser registrerer man på sit rokort.
Medlemskab
Ønsker du at blive medlem skal du benytte indmeldelsesblanketten under fanen Medlemsportal – Indmeldelse klik her.
.
Kontakt
Har du spørgsmål til os er du velkommen til at kontakte en af os fra kajakudvalget. Du finder både navn og telefonnummer under Kajak udvalg – klik her.