Afslutning på sommersæsonen.
Standernedhaling
Lørdag den 28. oktober blev standeren taget ned – et sikkert tegn på at sommersæsonen er slut for i år. Rigtig mange var mødt frem til den traditionsrige standernedhaling: tale fra formanden og en lille en til halsen eller kaffe/te og dejlig kage.
Havde du ikke mulighed for at være tilstede kan du her læse formanden tale:
Standernedhaling 2023 – Af David Ipsen
Hvor er det dejligt at se alle jer fremmødte til årets standernedhaling, jeg håber at møde mange af jer i aften, til Efterårsfesten, og lad os få et kalas med maner.
Sæson betyder ” periode af året hvor noget foregår”, og nu slutter den sæson, hvor klubben har hejst standeren. Betyder det så at aktiviteterne i Lynæs Sejl- og Kajakklub slutter for i år? – Nej der skal undervises i teoretisk navigation, duelighed og yachtskipper – Søren, Frank og Gert laver igen Sejler 2.0; flere kajakroer tager en tur på vandet, når vejret tillader det og klubbens J/70 drager igen til Øresund. Sidste år var vi 9 tilmeldte i år er vi 13 tilmeldte, 60% er nye vintersejler. Du er velkommen til at deltage i den aktivitet, der passer dig, måske det er denne vinter, du skal prøve noget, du ikke har prøvet før – jeg vil citere Pipi Langstrømpes sætning ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”.
Som I sikkert husker, var der på sidste generalforsamling, enighed om at klubben skal gøre en ekstra indsats for sejlerskolen, udvikle tursejlertilbud, udvikle sejltilbud for voksne (og unge), styrke praktiske og teoretisk aktivitet inden for kajaksporten, tilpasse klubhuset, øge kommunikationen til medlemmerne. Vi er rigtig godt på vej til at de visioner opfyldes. Klubben har på kun 2 ansøgninger, skaffet 240.000 kr. fra fonde. Pengene er søgt til en skolebåd og en J/70, det er jo allerede synligt at skolebåden er her og er ved at blive sat i stand, med hensyn til en J/70 mere, har vi allerede skaffet over halvdelen af finansieringen og jeg tror på, at vi har en J/70 nr. 2 til foråret. Det betyder at vi kan uddanne endnu flere i sejlerskolen og vi kan lave endnu flere sjove tilbud for medlemmer, med eller uden egen båd. Vi har her i efteråret haft en ungdomsbesætning, ude i J/70’eren, mon ikke der er grundlag for flere unge i klubben.
Jeg vil gerne sige tak til alle I frivillige, der har gjort noget for jeres klubkammerater, gennem hele sommeren, ingen nævnt, ingen glemt, men I er krumtappen i driften af alle vores aktiviteter. I bestyrelsen har vi derfor besluttet at hylde frivilligheden, ved at afholde en frivillighedsfest for alle vores frivillige, der har ydet en væsentlig indsats, en aften hvor de enkelte frivillige skal hyldes, der er heldigvis sendt mange invitationer ud. Det er tegn på at vi er en levedygtig klub.
Juli og august var noget møj i Skandinavien, rent vejrmæssigt, til gengæld har alle andre sejlmåneder været fantastiske. Flere af jer har trodset vejret brugt tiden på at studere anker- og teltpladser. Mon ikke vi har glemt de sure timer, når vi når 2024, det har jeg helt sikkert.
Jeg bliver personligt nysgerrig og stolt når jeg ser vores klub repræsenteret ved Palby Fyn Cup, Sjælland Rundt, Garmin Round Denmark, Afi2star, Silverrudder, Fastnet Race eller Gotland Rundt, SRPI og Orø Rundt, i egne eller på fremmed både, jeg prøver at følge så mange, som muligt. 3. juni, fik jeg et dejligt chok, Palby Fyn Cup var i gang og flere Lynæs-sejler var på banen. Makani var første båd i mål på kort bane, første gang Charlotte og Bo deltog – whau -de blev endda overaltvinder på banen, kæmpe tillykke herfra, det er rigtig godt sejlet.
Jo der har været mange aktiviteter på vandet denne sommer, både på fjorden og uden for fjorden, ikke at forglemme Bent Jensens fantastiske mandagssejler, Bent det er stort det du har gang i, og viser at har du en ide, så er der risiko for det bliver en succes, uden det er kompliceret.
Inden vi tager klubstanderen ned, skal vi huske at uddele præmier til onsdagsejlerne.
Løb 1: 1. Rolf Alling i BB 10 meter Flicka
- Rene Sørensen i Faurby 363 Unika
Løb 2. 1. Gert Gerlach i Drabant 24 Sofie
- Stephan Bruun-Nielsen i Express Nicoline
- Henrik Wamsler I Drabant 24 Rubella
Flittigste onsdagssejler er Gert Gerlach.
Med disse ord, vil jeg ønske jer alle en god vintersæson, med masse af gode oplevelser.