Foredrag: Kajakroning ved Grønlands Østkyst
Indbydelse til foredrag med Susanne Jars: Kajaktur i Østgrønland tirsdag den 14. marts kl. 19.00 i klubhuset.
Susanne skriver om turen:
Jeg har tidligere boet og arbejdet i Østgrønland. Og selvfølgelig roet en del kajak selv men også lavet en masse kajak-sikkerhedskurser på hele Østkysten for børn, unge, voksne og fangere gennem 17 år. Har desuden tidligere været på ekspeditioner både nord og syd for Tasiilaq, men altid ønsket at ro noget længere end blot 30 dage.
Så i 2022 roede jeg sammen med 2 andre kajakroere fra Tasiilaq – Nanortalik for at opleve den barske østgrønlandske natur. Østgrønland blev faktisk først “fundet” af Gustav Holm med hans konebådsekspedition i 1883, hvor de startede fra Nanortalik i konebåde + kajakker, og fortsatte op langs kysten indtil de nåede Tasiilaq i1885. Siden dengang er vi ikke ret mange, der har taget hele denne tur pgr.af storisen ,der kommer langs hele kysten hele sommeren og de berygtede Østgrønlandske vinde. Vi er faktisk kun 6 personer dags dato, der har roet denne rute i kajak siden Gustav Holm og jeg er den første kvinde.
Tilmelding via klubmodul senest den 12. marts – pris pr. deltager 50 kr.