Runes vision – vor nye formand om klubbens fremtid
Kære ærede medlemmer af Lynæs Sejl- og Kajakklub.
Under denne forfærdelige og ekstraordinære Covid-19 situation vil jeg blot sige tak for den store opbakning og tillid til det nye FU, som nu gør det muligt, at vi kan fokusere på klubarbejdet og at der helt lavpraktisk igen kan etableres en “normal” drift af klubben.
Klubben har naturligvis en del hængepartier, som der hurtigt skal samles et overblik over og tages hånd om.
Den nye kasserer har også en del at tage fat på og vi har opbakning fra Charlotte Duus-Hildebrand til at bistå med bogholderidelen, en stor tak for det.
Personligt glæder jeg mig til at bidrage til at føre denne skønne, traditionsbundne klub rigtig godt videre ind i det næste årti og århundrede. Det er faktisk det eneste der ligger mig dybt på sinde. Jeg har et stort ønskeom at ”betale” tilbage og bidrage til klubbens positive udvikling.
Mange af medlemmerne kender jeg, men også mange nye er kommet til siden jeg sidst var aktiv i klubben. Jeg hørte fra flere sider efter generalforsamlingen, at flere medlemmer ikke kender mig eller hvad jeg ønsker for klubben, derfor følger her en kort præsentation af undertegnede.
Præsentation
Uden at præsentere et komplet CV for jer, kan jeg kort fortælle lidt om mig selv. Jeg er netop blevet 50 år og jeg har selv været juniorsejler i klubben tilbage midt 80’erne – start 90’erne, da indsejlingen til den nye havn stadig lå mod syd. Og så har jeg min dejlige kone Sanne og 2 børn på 13, Amalie og Phillip. Phillip er aktiv juniorsejler i klubben.
Jeg husker tilbage på nogle fantastiske oplevelser med sejlsporten og en af de bedste oplevelser var i forbindelse med JDM i Ynglingen, men Sten Mohr var en anelse skarpere………dengang. De som ikke kender Sten Mohr, så er han tidligere Americas Cup sejler.
Jeg husker klubben for at være et aktivitetscentrum på fjorden – med egne afviklede sejladser – Hesselø rundt, De 4 øer, pinsestævne og mange klassebådsstævner. En god tid, hvor der herskede en positiv og energisk energi og alle bakkede op om opgaverne der skulle løses.
Jeg er aktivt vendt tilbage til klubben i 2018 i form af medlem af juniorudvalget, instruktør for juniorerne, bestyrelsesmedlem, i forbindelse med Phillip startede til sejlads og i øvrigt er blevet utrolig glad for det.
Ved siden af det primære arbejde i Lynæs Sejl- og Kajakklub, så har jeg en uddannelse fra CBS (Handelshøjskolen i København) indenfor markedsføring og ledelse. Jeg har derfor arbejdet med salg, markedsføring og ledelse og nu på 15 år ejendomsmægler i kommunen. Jeg har desuden haft bestyrelsesposter i børnehaven og Hundested Badminton Club og det seneste år i Lynæs Sejl- og Kajakklub.
Hvad har vi?
Overordnet set ser jeg potentiale til at blive den foretrukne vandaktivitetsklub og samarbejdspartner ved Isefjord og Roskilde fjord. Vi har den mest unikke beliggenhed her i nationalparken Kongernes Nordsjælland. Vi er den klub som har mest at tilbyde de unge og nye sejlere i Halsnæs. Vi har en rigtig stor, god og velfungerende ældregruppe, både som sejlere og kajakroere. Det skal derholdes fast i med aktiviteter til disse medlemmer, det kan og bør de også selv byde ind med. Der er en stor gruppe som mødes hver torsdag og laver fantastisk meget vedligehold af klubhus, materiel og lign. Det er unikt og enestående og det skal de endelig fortsætte med, det er meget værdsat.
Vi har fået et godt afsæt med juniorer og en (over)fyldt sejlerskole, begge grundstenene til at hverve medlemmer og hvis vi opfører os ordentligt og byder dem velkommen, kan vi få dem til at blive i klubben.
Kajakroerne skaber allerede masser af oplevelser for de medlemmer, som dyrker denne del af klubbens aktivitetstilbud. Undervisning, kurser og udflugter, det er skønt at høre om.
Hvor skal vi hen?
Vi skal gøre klubben mere synlig i lokalsamfundet, for at styrke mulighederne for at komme i kontakt med og hverve nye medlemmer til juniorafdelingen eller sejlerskolen.
Vi har alle muligheder for at skabe spændende aktiviteter, i dejlige omgivelser og med spændende samarbejdspartnere. Vi skal iscenesætte det og have fokus.
Vi skal være den klub, som ingen i Halsnæs kommune eller gerne længere væk, er i tvivl om, er den førende inden for de aktiviteter vi tilbyder.
Klubben skal have en kultur med åbne arme og tage imod de nye medlemmer der melder sig, så de føler endnu større lyst til at blive en del af fællesskabet.
Hvad kræver det?
Det kræver først og fremmest samarbejde og opbakning fra alle medlemmer. Det kræver ambitioner og visioner, som vi heldigvis er kommer godt i gang med, lad os få det bragt til vejs ende, så vi også kan få positive tilsagn fra sponsorer og fonde. Det kræver nytænkning og en masse markedsføring. De digitale platforme er let tilgængelige og billige at benytte til at gøre opmærksom på sig selv.
– Facebook
– Instagram
– Webside
– Kanvasbesøg hos skolerne
– Sponsoraktiviteter
– Aktiviteter på tværs af alder
– Tursejlads
– Youngsters
– WOW
Hvis vi involverer de unge sejlere i processerne, så tager de også medansvar for klubbens videre udvikling og de bliver lettere livslange medlemmer.
– Camps
– Tur på tværs af alder
– Samarbejde med andre klubber
Det kræver opdatering af materiellet til sejlerskole og juniorer, så der kan tilbydes spændende aktiviteter og genereres nye medlemmer og indtægter.
Der er lavet undersøgelser om, hvor meget mere det koster at erhverve nye medlemmer contra at beholde et medlem. Derfor er det så vigtigt at holde på medlemmerne, det koster alt for meget at hverve nye medlemmer. Så vi skal skabe en positiv klubkultur, så folk får lyst til at være en del af klubben og ikke vælger den fra.
Hvor langt er vi?
Det er svært at måle, men jeg synes der er potentiale til at komme endnu videre. Vi skal gøre vores arbejde med en vision færdig, så den kan sættes i søen og fungere som pejlepind for alle medlemmer og udvalg.
Vi skal herefter søge fonde og sponsorer med afsæt i visionsplanen og det kræver også aktiviteter, som vi ønsker de skal støtte.
Succeskriterie:
FU har givet hinanden håndslag på ønsket om udvikling og modernisering af klubben og ved fælles arbejde med medlemmerne har vi et rigtig godt fundament for at lykkes og komme i mål med de visioner derudarbejdes for klubben. Men et nyt FU gør det ikke alene, medlemmernes opbakning er helt afgørende for at klubben opnår succes og fremstår som en samlet klub.
Pas på jer selv og hinanden.
De skønneste påskehilsner
Rune Tang Holbek
Formand.