Lynæs flot hyldet af lokale borgere
Initiativtagerne til en idekonkurrence om et hyldestbudskab til Lynæs, som blev efterlyst via Facebook, har modtaget intet mindre end 76 forslag pr. email, samt yderliere over 130 forslag via forskellige Facebook-grupper. Dette flotte resultat af idekonkurrencen viser stor kærlighed til Lynæs og interesse for at udbrede kendskabet til Lynæs’ herligheder, fortæller initiativtagerne Lasse Kjeldsen og Per Makwarth.
Budskabet skulle passe til tegningen af en ægte sprydsejlsrigget Lynæsjolle, samt matche og spille op til Hundesteds budskab, ’ Jeg skal også til Hundested’.
Valget var ikke nemt, for der blev indsendt mange gode, sjove og festlige forslag, men blandt flere meget kreative budskaber valgte dommerkomiteen; ’Jeg har også KURS MOD LYNÆS’.
Tegningen af Lynæsjollen er udført af Henning Dalhoff på baggrund af et foto taget af Per Makwarth af Lynæsjollen ’Laura’, der er bygget i Lynæs i 1973 af Tom Jeppesen. Han er en af flere Lynæs bådebyggere og Tom har bygget i alt 101 Lynæsjoller i forskellige størrelser, alt efter køberens pengepung. ’Laura’ har haft flere skiftende ejere, men jollen er fortsat hjemhørende i Lynæs.
Lynæsjollen er valgt som motiv fordi den er et ikon for Lynæs, og et gammelt ordsprog fra fiskerne i Lynæs lyder: “Når man ikke kan klare sig på fjorden i en Lynæsjolle, er det overhovedet umuligt at være der i en jolle.”
Tegningen af Lynæsjollen med budskabet bliver nu produceret som selvklæbere til biler, både mm., og udleveres gratis flere steder i Lynæs – bl.a. hos Lynæs Marinecenter. Præmien og selvklæberne er produceret og sponsoreret af KJELDSENs.