Rorproblemer – hvad gør man??
I løbet af 2019-sæsonen bemærkede jeg, at roret på “Cassiopeia” gik mere og mere trægt. Så da båden kom op, måtte noget gøres. Det store orakel (Google) fortalte, at miseren skyldes lejerne, hvor plastic-materialet med tiden optager vand, og derfor ekspanderer. Så roret skal af, og lejerne enten slibes eller udskiftes.
Udfordring 1 var at få rorkvadranten af. Den er lavet i støbt aluminium, og boltet sammen med rustfrie bolte. Det giver korrosion, så de fleste ville ikke ud, men måtte skæres over. Det tager timer, når man nu gerne vil undgå at ødelægge kvadranten. Heldigvis er min nabo maskiningeniør, og har en masse godt udstyr, så han hjalp med at bore bolt-enderne ud og skære nyt gevind.
Så kunne roret bikses af. Det sad godt fast, men af kom det. Så sleb jeg bundlejet med noget sandpapir på et rundt plastrør, og rorstammen (som der var noget rust på, selvom det er rustfrit stål) fik også en tur.
Men roret vejer 70-80 kg, så løfte det op kunne jeg ikke selv klare. Heldigvis kom Tom Winther forbi, og han havde nogle gode tricks. Men lige meget hjalp det, roret ville ikke op igen. Tom mente så, at jeg ikke havde slebet nok af lejet – men hvordan kan man vide, hvor meget der skal af, og om man har fået lige akkurat nok af??
Så Tom anbefalede at få lavet to træcylindre: den ene med nøjagtigt samme diameter som rorstammen, og den anden to mm mindre. Tilbage til min nabo, der også har en drejemaskine, så han lavede de to cylindre.
Jørgen Lindegaard kom så og hjalp med slibeprocessen, hvor vi kunne fæstne slibepapir på den tyndeste af cylindrene, og via en gevindstang ført gennem midten, bruge en boremaskine til at køre den rundt. Der skulle meget af, men vi havde jo hele tiden cylinderen med samme diameter som rorstammen til at tjekke med.
Så skulle det tunge ror op igen, og her kom Poul Ingildsen med et genialt råd: Roret er elipseformet, så man kan binde tovværk på forneden, og føre det op til spillene på båden. Jørgen styrede rorstammen og dirigerede, om der skulle trækkes mere med styrbords eller bagbords spil. Og vupti, helt uden anstrengelser, kom roret plads igen. Og det kører så fint, næsten helt uden friktion.
Hurra for hjælp og inspiration fra gode klub-kammerater og naboer!!
Gert Møller