Alle nyheder

Lørdag, 19 august 2017 13:23

Beretning fra Hals ved sommertogt 2017 S/Y Thyra af Lynæs

Sommertogtet 2017 i Dehler 41 - S/Y Thyra af Lynæs

 

Årets sommertogt mod Skagen tog start i uge 28. Vi skulle mødes i Gilleleje med QL3 fra Vedbæk en Jeanneau 42 DS. Et godt sted at starte det fælles togt. Tre uger lå foran os, og det hele var planlagt ud fra hvornår vejret denne sommer ville vise sig fra sit bedste. Det skulle senere vise sig at blive almindeligt blæsende og regnfuldt dansk sommervejr.

Afsted gik det mod Kategats perle, Anholt. Op med genakkeren, og efter en god dags sejlads anduvede vi øen længst væk fra fast land i Danmark. Men ak! Allerede kl. 06:00 næste morgen var det op med kludene, med kursen lagt til Vesterø på Læsø.

 

På Læsø blev vi af flere advaret mod at besøge Skagen, så da metrologerne hos YR, DMI og Windfinder var enige om at lade vinden være i nordvest og nord med 12 - 14 m/sek de følgende dage besluttede vi at gå til Sæby i stedet. Sæby er rigtig hyggelig, der som i vores øvrige nordlige besiddelser er vel besøgt af broderfolket fra Norge. Nordmænd forstår at sætte sit præg på havnemiljøet.

 

Nuvel! Med en vejrudsigt der ville det anderledes ændredes planer, så blev Limfjorden kort besøgt afsluttende med nogle dage i Hals hvor denne beretning begynder.

På turen sydover fra Sæby var VHF radion flittigt i brug ved redningsaktion ud for Aså hvor flere strandinger fandt sted i år.

 

Ved anduvning af Hals i perioden med syd østlig vind var der lidt uroligt i det yderste bassin. Havnen var godt besøgt så begge både lagde til uden på andre. Næste morgen var vi klar, så da andre afsejlede fik vi to fine pælepladser med stævnen mod øst op til den nyrenoverede bro hvor vi dagen før syntes der var for uroligt langskibs på modsatte side.

 

Netop der, langskibs, lige inden for molehovederne, med fri passage for søen i den friskende vind fra syd øst lagde flere både til. En tidligere hjemmeværnskutter, en 48 fod stål ketch, en sprit ny Hanse 385 der lage sig uden på ketchen, og så den smukkeste klassiske 8 meter fra Aalborg. 

 

Om morgenen den 23. juli vågnede vi op til en lille kuling fra syd øst. Vi lå fint i pæle, men 8 meteren langskibs på ydersiden af broen blev kastet mod broen og Hans’en mod Ketchen, der også rullede noget. Vi på QL3 og Thyra besluttede hurtigt at tilbyde at assistere 8 meteren hvis de ville flytte. De var dog begrænset af at skipperen var ny og uerfaren med hans nys skib, og gasterne var hans ældre forældre, og ikke mindst af at 8 meteren var klemt inde mellem kutteren og ketchen. Faktisk så tæt at deres stævn ankre slog sammen i den ind rullende sø. Det var et grumt syn, og først udlånte vi fendere med det hjalp kun småt.

Vi enedes derfor om at hjælpe med at flytte. Et forslag kom på bordet. Vi trækker agterenden ud forbi stævnen på kutteren og den hollandske sejlbåd der havde lagt sig uden på kutteren i natten løb. I den manøvre skulle roret helt over og skruen skulle trække 8 meteren fri. Samtidig skulle stævnen holdes fri fra broen og ketchens stævn. En spændende operation! Dækket i både stævn og agter er meget smalt og uden søgelænder. Jeg fik fornøjelsen at stå i stævnen mens det gik 1,5 meter op og ned, holde klar af bro og ketch og styre slagets gang. Der var et forsøg. Alle var klar over hvem der skulle gøre hvad og hvornår.

Nu! Operationen gik godt, kun med lidt blå mærker på arme og ben.

 

Men, det var ikke slut med det. Da vi assisterende kom overstadige retur, stod den unge skipper på sin nyindkøbte Hanse 385 og bad om hjælp. Selvfølgelig ville vi hjælpe. Først flyttede vi Hans’en fra Ketchen til hvor 8 meteren tidligere lå, men vi kunne straks se at båden ikke ville holde til det vilde ridt op ad broen. Om læ var en ung søsyg kone og to utrygge mindre børn. Først flyttede vi børn og moderen over i QL3. Gav børnene iPad og slik for adspredelse og Coka Cola mod søsygen.

Samme procedure som sidst. Roret hårdt over, hjælpe liner til kutter og holænder, holde stævnen fri af bro, og vupti ind i bassin som 4. båd uden på.

Jeg har aldrig oplevet en så hengiven og glad mand med sin nye Hanse 385, som da hans båd var sikkert og roligt fortøjet, og kone og børn smilende kom ham i møde.

Til os sagde han med en tåre i øjenkrogen: “Her står jeg våd og frysende med en båd der kan forlise, og møder så så megen varme og hjælp fra mennesker jeg ikke kender”.

 

Efterhånden var det tydeligt at “noget skete i Hals havn”, så flere kom ilende til for at hjælpe også hollænderen der lå uden på kutteren, ind i roligt bassin.

Vi endte således med at sidde 12 sejlere i QL3’s cockpit. Champagne fra svenskeren, Heineken fra hollænderen og Tuborg fra 8 meteren. Således fik vi en “spontan” sammenkomst på en vel overstået operation.

En pudsig krølle: Hollænderen var søentreprenør, og skal rejse vindmøller syd for Sverige. Han ville bare lige høre om vanddybden ved Drogden. Da Bente og jeg har sejlet fra Dragør i 30 år kunne jeg svare: “8 meter”.

 

Moralen er: Man kommer langt med godt kammeratskab og hjælpsomhed.

 

Bente & Jørn

S/Y Thyra

 

 

Knold

Læst 70 gange Senest ændret Tirsdag, 12 september 2017 18:02

Relaterede artikler