Alle nyheder

Lørdag, 16 maj 2015 20:02

HUNDEN STRÆKKER UD - OG HVAD SKER DER VED DET?

Dværgterne på jagt Dværgterne på jagt

HUNDEN STRÆKKER UD - OG FUGLENE DØR I STILHED

Forårets fridage er allerede begyndt – og det samme er sejlturene rundt i vores dejlige farvande. Vi er mange, der elsker at nyde naturen, hvor vi kommer frem. En rask travetur på en af de mange strande er altid et hit.

På Anholt kan vi iagttage dværgternernes parringsdans på den brede strand – på behørig afstand naturligvis, men med en god fuglekikkert oplever vi at være tæt på. Men så kommer Fido – menneskets bedste ven – springende i fuld fart. Fuglene flyver hver til sit - det smukke skue standser brat. Jeg er overbevist om at Fidos ejere er gode mod dyr, men de tænker slet ikke på de konsekvenser det får, når Fido får lov at strække ud langs stranden. Lige nu er det parringsdansen, Fido forstyrrer – lidt senere er det fugleungerne, der dør en stille og ubemærket død på stranden. Når Fido – som sikkert er en helt uskadelig, sød og glad hund – i zigzag løber afsted på stranden, så flyver de voksne fugle væk. At æggene bliver kolde, overophedede eller bliver snuppet af mågerne, lægger ingen mærke til. Men det siger sig selv, at en løs Fido i zigzag og frem og tilbage på stranden resulterer i en meget større forstyrrelsesradius end hvis ejeren havde Fido i snor ved sin side. Det er nok de færreste hundeejere, der ved, at det faktisk ikke er lovligt at lade Fido være uden snor ved vores strande mellem 1. april og 1. oktober. Og i klitter og skove skal Fido være i snor året rundt. Et brud på disse regler kan koste Fidos ejer en bøde.

Så kære sejler og hundeejer – hvis du holder lige så meget af vores natur og fugle, som jeg gør, så hold din hund i snor.

Mange sejlerhilsner fra Ingeborg, lystsejler og fuglekigger.

Læst 1481 gange Senest ændret Tirsdag, 16 juni 2015 13:20