Alle nyheder

Søndag, 02 april 2017 09:36

Spændende foredrag om Lynæsjoller og andre klassiske både

Der var “fuldt hus” i Sejlklubben Lynæs' lokaler fredag den 31. marts, hvor Lynæs Havns Vild-med-Vand-udvalg havde arrangeret en foredragsaften med Karsten Munkvad.

Omkring 40 gæster hørte et spændende og levende fortalt foredrag af Karsten Munkvad, som har sejlet og fisket på fjorden siden han var fire år. Han har været tilknyttet museerne i Roskilde, Frederikssund og Lejre, og har et stort kendskab til de både, der blev bygget på værfterne i Frederikssund og Lynæs.

 

Under foredraget kom Karsten Munkvad ind på de to værfters historie, herunder deres stiftere og de folk, der har arbejdet der, samt det værktøj, der blev anvendt. Der findes stadig et meget lille udvalg af de de både, der blev bygget på disse værfter, og Karsten Munkvad fremhævede nogle eksempler. Enkelte er velbevarede og passes af et lav af interesserede og kompetente medlemmer, andre kræver en indsats, hvis de skal bevares for eftertiden. Endelig præsenterede Karsten Munkvad fiskeriet på fjordene, samt de redskaber der blev benyttet.

 

Til slut viste Karsten Munkvad en film om bygningen af en 12-fods Lynæsjolle.

 

Efterfølgende var der spørgsmål og kommentarer. Mange udtrykte beundring for det manuelle arbejde og den håndværksmæssige ekspertise der kræves for at fremstille en klassisk træbåd. Også en beklagelse af at dette fine håndværk er ved at uddø. Et af spørgsmålene var, hvad en Lynæsjolle ville koste, hvis man kunne bygge den som vist i filmen. En af gæsterne forklarede at en12 fods Lynæsjolle i 1961 blev leveret fra værftet for 1.500 kr. - Så kan man selv regne efter med inflation og pris på håndværkertimer.

Karsten Munkvad

 

 

Knold

Læst 469 gange Senest ændret Tirsdag, 18 april 2017 07:28