LÆR AT SEJLE

Sejlerskole forløbet

Alle over 18 år kan tilmelde sig Sejlerskolen for at lære at sejle. Undervisningen starter med, at vi mødes 2 aftener i klubhuset. Datoerne for de næste introduktionsaftener kan du se under Kursustilbud. Begge dage fra klokken 19.00 til ca. 21 - 22.00. Møderne foregår i klubhuset. Der bliver givet en introduktion til, hvad kurset indeholder og en introduktion til Sejlklubben Lynæs, samt klubbens mange andre aktiviteter.

Vi sejler skolesejlads i klubbens båd, SPICA, en Drabant 24, på Isefjorden ud for Lynæs havn, sammen med vores dygtige og erfarne instruktører.

Der er sejlerskolesejlads i månederne maj, juni, august og september, en gang om ugen i hold på 2-3 elever samt en instruktør.

Udover de ugentlige sejladser omfatter kurset også en "Mand over bord i praksis"-tur, en aftensejlads-tur, samt en natsejlads-fredag-lørdag.

Vi har også et lille motor-kursus og et Teori til eksamen-kursus.

Selve kurset er opdelt i 2 dele: Et Gastekursus i år/sæson 1, og et Skipperkursus i år/sæson 2. Du skal være medlem af Sejlklubben for at deltage i kurserne - priser kan du se ved at klikke her - det koster intet at deltage i intro-aftnerne :-).  

Gastekurset omfatter: Undervisning i praktisk sejlads med vægten lagt på at være en god gast. Pris kr. 1.400,-.

Skipperkurset omfatter: Undervisning i praktisk sejlads med vægten lagt på at være en god skipper. Det forudsættes, at du har gennemført gastekurset. Pris kr. 1.400,-.

Du kan se en lille (5 min.) video om det at gå på Sejlerskole her på YouTube - klik her.

Efter Skipperkurset kan du vælge at afslutte med en praktisk prøve for en beskikket censor. Når du har bestået prøven indrapporteres dette til Søfartsstyrelsen, og du har dermed den praktiske del af et duelighedsbevis. Vi anbefaler, at du også tager den teoretiske del, så du erhverver et "helt" duelighedsbevis.

Den teoretiske del kan tages hos flere udbydere: Aftenskole eller på nettet. Nogle år afholdes der også kurser i Sejlklubben Lynæs. Kontakt Knold for mere information. Du kan også kontakte Steen Billenstein, som holder teorikursus i Gilleleje Sejlklubs lokaler. Kontakt Steen på Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. .

Når du har bestået både den praktiske og den teoretiske del, vil du fra Søfartsstyrelsen modtage bevis på, at du har bestået "Duelighedsprøve i Sejlads for Fritidssejlere". Dette ”duelighedsbevis” giver bl.a. adgang til at leje både i Danmark og udlandet, rabat på bådforsikringen, og tilfredsstillelsen ved at have bevis på sine færdigheder. Du skal være opmærksomhed på, at det er påkrævet, at have dette bevis, hvis du vil sejle i tyske farvande.

Samtidig gør duelighedsbeviset det ud for det lovpligtige “Speedbådskørekort”.

Det er påkrævet, at du anvender en godkendt redningvest under skolesejladserne. Og så anbefaler vi, at du anvender vind- og vandtæt påklædning, samt egnet fodtøj. Det fortæller vi mere om på intromøderne i april.

Hvis du vil lære at sejle, beder vi dig om at oprette en profil i klubbens administrationssystem. Det gør du her.

Bagefter skal du tilmelde dig Sejlerskolens intro-aftener. Det gør du her.

Er du allerede medlem af Sejlklubben Lynæs, er det meget nemmere. Så skal du blot tilmelde dig intro-aftenerne. 

Er du i tvivl om noget omkring Sejlerskole forløbet, er du velkommen til at kontakte vores leder af sejlerskolen, Knold:

Mobil     51 24 08 64,
E-mail    Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.