Alle nyheder

Mandag, 25 Juli 2016 13:51

VM sølv til Lynæs-sejlere

HANSEN i gang HANSEN i gang Per Heegaard

UD FOR SKOVSHOVED HAVN HAR 136 KØLBÅDE, FRA DET MESTE AF VERDEN, I DEN FORGANGNE UGE KÆMPET OM VM-MEDALJER I 3 KLASSER.

Det blev en kæmpe succes for den danske båd, HANSEN, en X-37, som vandt sølv efter en uges sejladser med vind i den tynde ende.

Projektet omkring HANSEN er startet for ca. 15 år siden i Sejlklubben Lynæs, men udviklede sig efterhånden til også at omfatte sejlere fra andre klubber. Ved VM-sejladserne i Skovshoved deltog, ud af den 9 mand store besætning, de 5 meget rutinerede Lynæs-sejlere: Frederik Wedel-Heinen, Sofus Pedersen, Martin Larsen, Jesper Winther Hansen og Jørn Grøndahl.

I klasse C, hvor HANSEN var med, deltog 59 både, og niveauet var meget højt. I mange af bådene var tidligere verdensmestre, OL-sejlere og tilsvarende fra de forskellige lande, så der var meget hård kamp om placeringerne.

I toppen hele vejen 

HANSEN gjorde det rigtig godt i banesejladserne med blandt andet 2 førstepladser. Og i off-shore sejladsen, som er en længere sejlads af 6-8 timers varighed, var HANSEN en sikker vinder. Fra starten af stævnet indtog HANSEN 3.-pladsen samlet, men fik efterhånden klemt sig foran den franske båd, der besatte 2. pladsen, og som bl.a. havde skipperen fra flere jorden rundt kapsejladser, Bouwe Bekking, ombord. Afstanden op til den førende hollandske båd var før sidste sejlads kun 0,5 point, så der blev fra begge både satset hårdt op til starten af sejladsen. Det lykkedes her den hollandske båd at få presset HANSEN over startlinjen til en tyvstart, som medførte, at det halve point ikke kunne hentes. De efterfølgende både var så mange point bagud, at de ingen pointmæssig betydning havde for de 2 førende.

Resultatet blev på denne måde, at den hollandske båd vandt foran HANSEN. Besætningen har dog stor ære af placeringen. De sejlede et fantastisk flot stævne, og en sølvmedalje i denne sammenhæng er helt utrolig flot.

"Vi prøver igen"

HANSEN har i en årrække været en af Danmarks mest vindende både på kapsejladsbanerne og deltog også i 2015 i VM, som blev afviklet i Barcelona, og vandt der en flot sølvmedalje. Det skulle være generalprøven på deltagelse i Danmark i år. Desværre blev det ikke til guld, men sølv 2 år i træk er der vist ingen både, der har præsteret tidligere.

Besætningen havde sat næsen op efter at nå toppen ved stævnet i Danmark, og det var lidt svært at skjule skuffelsen. Så under den afsluttende middag med præmieoverrækkelse aftalte de at forsøge igen næste år, hvor VM skal foregå i Trieste i Italien i starten af juli 2017.

 

Henrik P

Læst 1435 gange Senest ændret Mandag, 05 september 2016 10:47