Alle nyheder

Fredag, 19 juni 2015 10:36

LYNÆS IGEN FLOT I SEJLSPORTSLIGAEN

David, Søren, Sofus og Frederik i Horsens David, Søren, Sofus og Frederik i Horsens
LYNÆS GJORDE DET "NAJST" IGEN!

Lynæs rykkede 1 enkelt plads op i Sejlsportsligaen

Stævne 2 i Sejlsportsligaens 1. division er blevet sejlet i Horsens og Sejlklubben Lynæs kæmpede sig til en flot 9. plads blandt de 18 klubber i 1. division.

Lynæs’s hold, som i Horsens bestod af Sofus Pedersen, Frederik Wedel-Heinen, Søren Nygaard og David Corneliussen, fik igen kam til deres hår, da de deltog i stævne 2 i ligaen, som omfatter Danmarks 18 bedste klubber. Der blev over fredag, lørdag, søndag sejlet 42 sejladser med 6 deltagere i hver sejlads. Det betyder, at hvert hold sejlede 14 kapsejladser over de 3 dage. Lynæs lagde fredag flot ud med placeringerne 3, 1, 1, og så en disk. – Alle 6 både i sejladsen havde overset, at banelederen havde ændret på, hvilket topmærke der skulle anvendes i sejladsen, så alle rundede et forkert mærke. Det fik den konsekvens, at 4 af de 6 både i sejladsen blev disket, mens de 2 var heldige og, ved tilfældighedernes spil, faktisk kom på den rigtige side af det mærke banelederen havde udpeget. Ærgerligt. Lynæs lå på det tidspunkt til en tredjeplads, og havde det holdt til mål, havde det givet 4 point i regnskabet i stedet for et rundt nul, og en samlet placering som nr. 6, lige efter de absolutte tophold.

I Lynæs vil man meget gerne nå endnu længere op i de 2 sidste stævner i efteråret i henholdsvis Fåborg og ved Langelinje i København. Som rorsmanden, Sofus, siger: ”Det var sjovt og lærerigt, og vi var godt med det meste af vejen – helt klart bedre end i første stævne i Skive. Lidt mindre luft end i Skive var tydeligvis godt for os, så er vi knapt så udfordrede på bådhåndteringen. Det kan også ses på resultatlisten, som viser 3 vundne sejladser denne gang mod ingen vundne i Skive.”  Og storsejlstrimmeren, Frederik, tilføjer: ”De klubber, der råder over J/70’ere eller noget lignende, har en fordel. Den træningsmulighed har vi ikke i Lynæs. Men vi har absolut ikke tabt modet - vi skal højere op i tabellen!”

Stævnet i Horsens blev vundet af Skovshoved foran Hellerup og KDY. I det samlede resultat efter de 2 første stævner fører Skovshoved foran Frederikshavn og Hellerup, mens Lynæs er nr. 10 i ligaen.

Læst 1659 gange Senest ændret Mandag, 27 Juli 2015 08:02