Alle nyheder

Søndag, 26 oktober 2014 17:31

VORES HOLD BLEV NUMMER 3!

Den er hjemme! Den er hjemme! Henrik P
IMPONERENDE FLOT SEJLADS AF VORES HOLD, DA DER BLEV SEJLET KVALIFIKATIONSSEJLADSER TIL SEJLSPORTSLIGAEN 2015

Lynæs's hold, som bestod af Sofus, Frederik, David og Søren leverede en formidabel række sejladser, da de i weekenden 25.-26. oktober på Svanemøllebugten sikrede Lynæs en plads blandt de 18 deltagere i Sejlsportsligaen 2015.

20 klubber kæmpede om de 5 ledige pladser, og efter 9 sejladser endte vores hold på 3.-pladsen efter Skærbæk og á point med Horsens. Der blev sejlet i DS's J70'ere, som vores folk ikke har sejlet ret meget i tidligere. De har 2 gange lejet en J70 for lige at se, hvordan sådan en ser ud og skal behandles, og hvordan man skal fordele opgaverne imellem besætningsmedlemmerne. Der blev sejlet i 6 både ad gangen. Bådene kom ikke i havn mellem sejladserne, men sejlerne blev taxiet til og fra banen i ribs fra havnen ved KØS i Svanemøllehavnen. Fra land kunne man så følge med i de øvrige holds sejladser ind til man skulle i kamp igen. Sejladserne foregår på korte op/ned baner á 15-20 minutter med 2 opkryds, så der er fuld fart på manøvrerne og sved på panderne.
Der blev sejlet 6 runder om lørdagen i diset vejr og 5-6 meter vind, hvor Lynæs sluttede helt i toppen. Se omtalen på sejlsport.dk. I 2. sejlads blev Lynæs ramt af en straf, da de ikke selv kunne komme afsted med at protestere. Protestflaget var blevet væk, måske skyllet ud af den åbne hæk. En strafrunde er rigtig dyr i det meget hurtigtsejlende felt, så i den sejlads blev det kun til en 5.-plads blandt de 6  både. Men samlet gik det jo rigtig flot alligevel.
Søndag blev de sidste 3 runder sejlet i lidt mere vind og her slap vores hold heller ikke for en straf, som medførte en sidsteplads i stævnets næstsidste sejlads. Det gav lidt nervøse trækninger hos alle de klubmedlemmer, som på nettet fulgte med i resultaterne. Men heldigvis var dagens øvrige placeringer, en 3. og en 2., nok til at sikre den samlede tredjeplads, og dermed pladsen blandt de 5 nye i Sejlsportsligaen 2015.
Stævnet var arrangeret af KØS med hjælp af de øvrige Svanemølleklubber og fungerede rigtig godt. Både på land og på vandet. Og så er den form for sejlads rigtig sjov fortæller besætningen. De har aldrig været med til et bedre og sjovere stævne end dette, siger Sofus.

Læs mere og se resultatlisten på www.sejlsport.dk.  

Henrik P
Læst 1093 gange Senest ændret Tirsdag, 16 december 2014 13:35