Ligastævne 26-27. maj 2018 i Frederikshavn

Vores klubhold var med – læs deres beretning.

Årets ligahold er opstået, ved at klubben først meldte sig ud af årets ligadeltagelse, men heldigvis tog David Corneliussen handsken op og sagde ”Hvis vi skal ned i 2. division, vil vi have lov at sejle os derned” og vi andre medlemmer, Oscar Biering og David Ipsen, sagde ja tak til at være med i projektet, fint bakket op af bestyrelsen. Sådan er der opstået et nyt sejlhold med yngre og en ældre sejler.

Vi har forsøgt at finde et fjerde medlem, og helst af yngre karakter, men den karakter klubmedlem, kender vi simpelthen ikke. Gilleleje vil gerne samarbejde, de er dog ramt af eksamen. Nå men vi løste besætningsudfordringen 1 uge før stævnet, ved at tage Davids ældste søn med, han bor pt. i Frederikshavn.

Besætningen fra højre: Oscar Biering, David Corneliussen, Nuka Hansen, David Ipsen.

Af den besætning vi stillede med, havde en før prøvet at sejle J/70 som gast, 2 havde prøvet at sejle med genakker, 3 havde kapsejladserfaring.

Med disse udfordringer tog vi af sted, med det formål at blive bedre, så måtte vi nøjes med de 30 minutters træning vi kunne få om fredagen, selvom vi prøvede at tuske os til mere tid på vandet.

Frederikshavn Sejlklub havde gjort et godt forarbejde, ved at lave en aftale med et campingcenter om at stille nogle ældre salgsvogne til rådighed for os, der kommer langvejsfra og den lokale restaurant lavede en billig lækker Chili con carne fredag aften.

Mætte og efter en gåtur rundt i om Frederikshavn down-town var det ved at være godnattid, så vi kunne være klar til lørdagens mange sejladser.

Lørdag åbnede Mikkel Beha stævnet, han var alligevel på bedding i Strandby. Og med en flot åbningstale om at komme ud på vandet og oplysningen om, at de netop havde købt plads i Lynæs, startede stævnet.

Vi skulle starte i første race, så det var lige på og hårdt. Bådene blev frigivet 20 minutter før forventet start, så det var bare ud hurtigst muligt i ganske let vind 1-2 m/s, så vi kunne øve lidt to korte krydsben, et genakkersæt, en bomning og en luv nedtagning, det fik pulsen op.

Første sejlads gik egentlig rigtig fint, lige indtil målgang, hvor vi kom ned mod læ mærke og 1 meter fra målbøjen fiskede vi ankerlinen, der viklede sig en omgang om kølen. Det fik vi så en DNF på, hvilket vi protesterede mod, men den blev desværre afvist, hvorefter ankerlinen blev kortet op!

Resten af lørdagen forsatte i 0-2 m/s, ikke vores livret med 360 kg kød ombord, men vi fik da lavet et par 4 pladser i 8 sejladser. Sidste sejlads blev skudt af kl. 18:30, efter en hurtig molebajer, kørte vi Nuka tilbage på søfartsskolen, hvor vi kunne komme gratis i bad og var tilbage til fælles buffet kl. 19:30 og et fortjent glas rødvin. Inden midnat var vi i køjen, for vi var jo i Frederikshavn for at sejle kapsejlads.

Silkeborg jagtes på lænseren.

Søndag var vi igen tidligt oppe, for at få spist morgenmad og smurt vores sandwich. Kl. 10 startede sejladserne igen, denne gang skulle vi ikke starte først, tiden kunne vi så bruge på at kikke på fordele, men vinden sprang hele tiden, kom og gik uden noget bestemt mønster og hvor lørdagen var med høj sol og var søndagen mere skyet og sejlerbuksevejr. Da det blev vores tur, kunne vi allerede mærke at vi havde lært rigtig meget. Vi nåede 4 sejladser om søndagen, sidste flight skulle være startet senest 14:30.

Der trimmes genakker

Vi endte på 17 pladsen, med sejlklubben København lige foran, og når man tænker på at de selv har en J/70 at træne i, er det egentlig okay. Frederikshavn vandt fortjent stævnet, de er en fornøjelse at se sejle, KDY med Michael Hestbæk på roret blev to’er, de gamle mænd sejler også smukt og det var sjovt at få presset Trine Abrahamsen over startlinjen.

Og hvordan var det så for os at deltage? Det var virkelig sjovt, det er dejligt at finde ud af, at vi godt kan lære at sejle sammen, uden at komme op at slås, vores bådfart var fin, men vi mangler stadig at koordinere opgaverne og forfine boathandling og ikke mindst, vi ikke er så langt efter de andre deltager målt på afstand, hvoraf de fleste har længere erfaring i Ligaen end os.

Alt i alt var stævnet godt arrangeret. I Frederikshavn er alle medlemmerne dybt engageret i stævnet og stolte af deres klub, som kun vendelboer kan være. Det smitter også af på os deltager.

Ingen tvivl om der er et højt niveau i Sejlsportsligaens 1. division, men det er et sindssygt sjovt koncept, med masser af sejlads, tætte dueller, ja alt det vi gerne vil, når vi sejler kapsejlads. Båden er dejlig enkel og egentlig nem at sejle i, og sikkert derfor der deltager mange piger i besætningerne. Vi syntes det er lidt svært at beskrive hvor sjovt det er at deltage, man skal vist have prøvet det først.

Næste stævne er i Kerteminde og besætningen skulle være på plads og vores næste målsætning må være at gøre det lidt bedre end i Frederikshavn og med dette så husk at besøge os i Skovshoved d. 24-26 august.

Med venlig hilsen
David C., Oscar, Nuka og David I.

 

 

 

Knold